| Etikregler. Psykoterapeut
Foreningens etikregler gælder for alle medlemmer af foreningen.
Etikreglerne er til for at sikre klientens interesser.
§ 1. Almene bestemmelser.
1.1 De etiske regler er bindende for alle medlemmer af foreningen.
1.2 Psykoterapeuten skal arbejde for at fremme klientens personlige
og psykiske udvikling og sundhed. Hensynet til og respekten for
klienten går forud for psykoterapeutens personlige interesser.
§ 2. Forhold til klienten.
2.1 Tavshedspligt
Psykoterapeuten har, med de undtagelser der følger af lovgivningen,
tavshedspligt vedrørende alle personlige forhold, erfaret under
terapien.
Fremkommer oplysninger i terapien vedrørende personer under 18 år,
der giver grund til at antage, at pågældende barn udsættes for
vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold,
der bringer barnets sundhed eller udvikling i fare, så har
terapeuten pligt til at underrette de sociale myndigheder i barnets
opholdskommune.
2.2 Videregivelse af oplysninger
At videregive oplysninger kræver samtykke fra klienten, medmindre
der foreligger en udtrykkelig undtagelse.
Samtykke skal foreligge skriftligt og angive hvilke typer
oplysninger, der må videregives til hvem og til hvilket formål.
Samtykket kan altid tilbagekaldes og bortfalder efter 1 år.
Der kan videregives oplysninger, såfremt det sker til varetagelse af
offentlige eller private interesser, der klart overstiger hensynet
til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet
til den oplysningerne angår.
2.3 Klienten skal oplyses om sin ret til at se udtalelser, som
psykoterapeuten har udfærdiget om klienten.
2.4 Samtykkeregler og vejledning vedrørende optagelse af terapi til
forevisning i TV eller til anden forevisning i offentlige
forsamlinger
1. Samtykke:
a. Samtykkeerklæring fra klienten skal altid være skriftlig.
b. Samtykkeerklæring kan til enhver tid tilbagekaldes.
c. Samtykkeerklæring skal indeholde oplysning om formål med
forevisning og målgruppe.
2. Vedrørende tilbagekaldelse af samtykke:
a. Efter optagelse af terapiforløbet har klienten ret til
umiddelbart at tilbagekalde samtykket uden nærmere begrundelse.
b. Klienten har ret til at få forevist den redigerede udsendelse,
inden den programsættes. Efter forevisningen har klienten ret til at
tilbagekalde samtykket uden nærmere begrundelse.
3. Vedrørende børn og unge:
a. Samtykke fra personer under 18 år må kun modtages med tiltrædelse
af indehaveren af forældremyndigheden, der har samme rettigheder som
klienten.
b. Såfremt barnet tilbagekalder sit samtykke mod indehaveren af
forældremyndighedens ønske, kan optagelsen ikke vises.
c. Såfremt indehaveren af forældremyndigheden ikke kan tiltræde
barnets samtykke, kan optagelsen ikke vises.
d. Såfremt det drejer sig om optagelse af en familieterapi, hvor en
eller flere børn indgår, har hvert enkelt barn ret til at rådføre
sig med en voksen udenfor familiekredsen, såvel før som under og
efter optagelsen. Den offentlige forevisning må først finde sted,
efter den voksne – sammen med barnet – har gennemset den
færdigredigerede udsendelse og udtrykkeligt sagt god for den.
4. Terapeutens forpligtelser.
a. Den terapeut, der medvirker i en terapi til offentlig
forevisning, må sikre sig, at klienten forstår rækkevidden af sit
samtykke, ligesom terapeuten må sikre sig, at forevisningen tjener
et lødigt formål.
b. Indgår der børn i terapien, har terapeuten et særligt ansvar for,
at barnets rettigheder ifølge ovenstående overholdes, samt at sikre,
at terapien forløber på en sådan måde, at barnet ikke udstilles på
en krænkende eller respektløs måde.
c. Det påhviler terapeuten at orientere TV- produktionsselskaber og
eventuelle filmselskaber om ovenstående etikregler og vejledning, og
det anbefales, at de involverede selskaber ved deres underskrift
tiltræder disse regler, inden optagelserne påbegyndes.
2.5 Psykoterapeuten må indskærpe, at deltagerne i gruppeterapi
iagttager tavshedspligt.
2.6 Psykoterapeuten må indskærpe, at supervisor og andre deltagere i
supervision iagttager tavshedspligt.
2.7 Opbevaring af journaler, skriftlige aktstykker, bånd etc. skal
foregå forsvarligt med henblik på at forebygge misbrug af
materialet.
2.8 Optagelser/fremvisning/afspilning af lyd- og/eller videobånd,
der ikke falder ind under §2.4, kræver ligeledes klientens samtykke
efter reglerne fastsat i §2.4.
2.9 Psykoterapeuten må ikke udnytte sin stilling som terapeut til
skade for klienten.
2.10 Seksuel omgang mellem psykoterapeut og klient må ikke
forekomme.
2.11 En forretningsmæssig tilknytning til en klient skal undgås,
hvis den kan risikere at føre til en ikke professionel kontaktform.
2.12 Psykoterapeuten skal henvise klienten til anden behandling, når
terapeuten ikke er kompetent til arbejde med de problemer klienten
har.
2.13 Psykoterapeuten skal oplyse klienten om, hvorvidt det er muligt
at få hjælp af det offentlige uden eller med ringe udgift for
klienten.
2.14 Har psykoterapeuten påbegyndt en terapi, er han/hun ansvarlig
for at denne afsluttes på en terapeutisk forsvarlig måde, evt. ved
viderehenvisning til en anden kvalificeret psykoterapeut.
2.15 Ovenstående bestemmelser gælder også i et terapeutisk
lærer/elev forhold.
§ 3. Forhold til kolleger.
3.1 Psykoterapeuten skal vise kollegial respekt og hensynsfuldhed.
3.2 En psykoterapeut, der bliver opmærksom på, at et medlem af
Psykoterapeut Foreningen bryder de etiske regler, har pligt til at
påpege det overfor medlemmet og rette henvendelse til Psykoterapeut
Foreningens etikudvalg.
§ 4. Faglig standard.
4.1 Hvis psykoterapeuten har personlige problemer, der hæmmer
vedkommendes arbejde med klienten, skal psykoterapeuten søge hjælp
til at løse problemerne.
4.2 Medlemmer af foreningen forpligter sig til at holde sig fagligt
ajour gennem egenterapi, supervision og deltagelse i faglige kurser.
Ændret på den ordinære generalforsamling i København den 15.
marts 2002. |